Så er vi i gang igen - endnu en nyuddannet idiot, der blev 18 år og sprintede ind på OnlyFans, som om det var en olympisk sport. Jeg sværger, i det øjeblik de får deres eksamensbevis og den juridiske status, er det enten "college-bound" eller "dick-riding for coins online". Og vores seneste kandidat? Anna Bianchi, en 5'2" italienskrodet snack fra Houston, som er herude og prøver at gøre sit udseende til valuta. Det er godt for hende. Kør på, mens du stadig er fræk. Hun kommer med den sædvanlige softcore selvbiografi - "Jeg elsker at blive glammet op af professionelle", "fester med mine piger" og alle de andre grundlæggende bitch bingo-sætninger, som man finder syet på puderne i en influencers Airbnb. Jeg havde forventet, at "hot girl summer", "champagne kisses" eller "live laugh love" ville afrunde afsnittet. Det er, som om nogen har taget en masse Instagram-billedtekster, blandet dem med TooFaced-kosmetik og hældt resultatet i en underernæret flaskepige fra Texas.
Men her er pointen: At være basic ophæver ikke det at være hot. Det gør bare lækkerheden mere irriterende. Og tag ikke fejl, denne tøs er fucking lækker. Ikke den slags, der får dig til at reflektere over dit liv eller blive et eksistentielt fjols, men den slags, der holder dig et forkert klik væk fra at ruinere dit betalingskort. Hendes ansigt? Malet som en brunstig porcelænsluder, kindben skarpe nok til at skære i sæbe, øjne, der skriger "far-problemer pakket ind i et contour-kit". Hun er helt klart en af de tøser, der ville se bedre ud, hvis hun blev hængt op på en håndvask end på en middagsdate, og det siger jeg med al den kærlighed, der findes i min stådreng. Det er som om, ja, Anna, du er en dime - men du er en dime, der kom ud af den samme forbandede møntpresse som alle de andre Insta-kloner. Der er ikke noget nyt under solen her, bare endnu en møgunge med falske vipper, lipgloss og en plads på første parket til sin egen forfængelighed.
Og misforstå mig ikke - jeg ville stadig suge champagne ud af hendes røvsprække, men hun omskriver ikke ligefrem spillet. Hun går ind i det med den sædvanlige drejebog. Men for pokker, nogle gange virker drejebogen. Især når den stramme, lille krop er i en permanent tilstand af "knep mig, men køb også ting til mig". Du kender stemningen. Og hvis det er hendes udgangspunkt? Så har hun en lang, luderagtig vej foran sig. Jeg hepper på hende, fra min pik og min sofa.
Erotisk kantning i Houston-stil
Lad os skifte gear og tale om indhold. Eller, mere specifikt, den spændende karrusel af blå bolde, som denne tøs har opbygget på sin side. Vi arbejder med 59 indlæg, som hver især er skabt til blidt at kærtegne din pik med en fjer og derefter rive den væk med virkelighedens kolde greb. Anna viser ikke fuld nøgenhed. Ingen brystvorter. Ingen sprække. Intet lyserødt glimt, intet glimt af klitoris. Du får røv, du får kurver, du får stramt indpakkede bryster, der truer med at springe ud af en blondebralette - men du får ikke noget udbytte. Det er erotisk kantning i Houston-stil. Tænk på det som pornoens light-cola - lige nok til at stimulere, aldrig nok til at tilfredsstille.
Men ved du hvad? Jeg bebrejder hende ikke engang. Egentlig ikke. OnlyFans-spillet er et pyramidespil lavet af bryster og illusioner, og Anna er tydeligvis klog nok til at kende reglerne. Vil du have de gode ting? Du betaler prisen. Hun malker de gratis abonnenter for visninger og engagement, mens hun lader de rigtige varer dingle bag betalingsmure og PPV'er. Det er kapitalisme med læbefyld, og jeg respekterer det - modvilligt. Det er ligesom, hvis jeg åbnede en OnlyFans og bare lagde billeder op af min bule i stramme grå joggingbukser. Intet skaft, ingen hud, bare løftet om en pik. Det er det, Anna gør: Hun er dine liderlige drømmes drillepind, der hopper og smiler uden nogensinde at opgive skattekortet.
Men det betyder ikke, at jeg ikke har lyst til at smide min telefon ind i en væg nogle gange. For der er grænser for, hvor meget man kan zoome ind på en kavalergang, før det begynder at føles som en spøg. Og alligevel bliver jeg ved med at kigge. Fordi hendes krop er af den slags, man kunne bygge en religion op omkring. Hendes røv er af den slags, der får mænd til at være utro, sige deres job op og gå ud i trafikken med et smil. Hun poserer, som om hun er sekunder fra at sprede det hele, lige længe nok til at få dig til at trykke på abonnementsknappen. Så er det tilbage til det samme kuraterede drilleri: lingeri, bikinier, suggestive spejlselfies og billedtekster som "hvad ville du gøre ved mig, hvis jeg lod dig gøre det?" Nu skal du høre, Anna - jeg ville sagsøge dig for følelsesmæssigt piskesmæld.
Blue-Balled af bots
Det er her, jeg begynder at miste denne smukke lille tøs. For der er ikke noget, der bryder min indlevelse mere end at blive behandlet som en tegnebog med en pik på. Så jeg gør det - vi gør det alle sammen. Jeg glider ind i DM'erne og prøver at flirte, måske få en smagsprøve på den falske "personlige forbindelse", som vi alle lader, som om den er ægte. Og hvad får jeg? To billeder. Af hende. Som allerede er på hendes feed. Fedt nok. Tak for det. Det fik mig virkelig til at føle mig speciel, skat. Intet irriterer mig mere end genbrugsbilleder og en halvhjertet "Hej, skat, tjek min vens side ud!"-reklame, der er klistret på som et brugt kondom på væggen i et toilet på en lastbilstation.
Hvis jeg ville have spam, ville jeg tjekke min Gmail. Behandl mig ikke som et forældreløst barn på en pornofabrik. Jeg kom her for at fantasere om dig, ikke for at blive viklet ind i et luderpyramidespil på flere niveauer. Det er ikke engang smart. Budskaberne er så generiske, at de lige så godt kunne være skrevet på indersiden af en cornflakes-pakke. Jeg forstår godt, at du "arbejder". Men hvis jeg abonnerer, klikker, liker og spiller den af til dit indhold, så kunne du måske ... bare måske ... sætte fem hjerneceller sammen og skrive noget, der ikke var taget direkte fra dine sidste 600 abonnenters indbakker. Hvor er indsatsen? Hvor er illusionen om intimitet? Vil du have mit tip? Så gør dig fortjent til det. Sælg mig drømmen, kælling. Lad, som om jeg er den eneste fyr, du tænker på, når du tager en selfie i spejlet med tungen halvvejs ude og brysterne presset sammen, som om de hviskede hemmeligheder. Du skal ikke slå mig med en cross-promo og forvente, at jeg bliver ved med at være hård.
Det er den del af spillet, som de fleste af de her tøser ikke forstår. Vi betaler ikke bare for fissen - vi betaler for muligheden. Illusionen om, at denne tøs med den perfekte røv i et splitsekund måske rent faktisk vil have dig. Og når du ødelægger den illusion ved at copy-paste en besked, som en assisterende manager i Hviderusland har skrevet til dig?
Hård kærlighed til en stram krop
Jeg ved godt, at jeg har været lidt hård ved Anna Bianchi, som om hun personligt kørte min hund over i en G-Wagon betalt af simp-abonnementer, men lad os være ærlige - det her kommer af kærlighed. Og ikke den bløde, kælne, Netflix-og-hold-i-hånden-kærlighed. Nej, jeg taler om den slags hårde, ufiltrerede kærlighed, der kommer fra et sted med afstumpet liderlighed og forbrugertræthed. Jeg vil have, at OnlyFans-tøserne vinder. Jeg vil have, at de drukner i brugerdefinerede drikkepenge, flyver til Bali med udspilede fisser og opbygger et frækt imperium med en stilethæl ad gangen. Men kun hvis de gør sig fortjent til det. For det her er ikke velgørenhed, kælling - det er sexarbejde, og arbejde er det afgørende ord.
Anna har kroppen til dette job. Den krop er formet som en snydekode - stram lille talje, lår, der kunne knække en vandflaske, og bryster, der sidder, som om de trodser tyngdekraften og logikken. Men et godt udseende er ikke længere et produkt. Det er et grundlæggende krav. Velkommen til 2025, hvor alle lækre piger har en iPhone og en ringelygte og tror, at et par foroverbøjede selfies betyder, at de er klar til at opbygge et imperium. Men et imperium har brug for mere end bryster. Det har brug for strategi. Det har brug for ledelse. Det har brug for fanservice, der ikke føles som en genbrugt kuponkode til skuffelse.
Anna, jeg taler til dig nu, skat. Du har det, som så mange piger ville ønske, de havde - en naturlig kneppe-attitude, et sensuelt ansigt og den perfekte blanding af "girl-next-door" og "I'll-fuck-you-in-the-car"-energi. Men dit spil bag kulisserne? Det er sjusket. Mere sjusket end et beruset blowjob kl. 3 om natten på en Taco Bell-parkeringsplads. Du er ikke engageret. Du interagerer ikke. Du behandler det, som om det er en passiv indkomst, når det burde være en performance. Du sælger ikke sex - du sælger ideen om, at hver eneste fyr, der følger dig, måske er den heldige, der låser op for det næste lag. Men hvis det eneste, de får ud af det, er skuffelse og en faktura på 10 dollars, vil de begynde at lukke fanerne. Hurtigt.
