Lunaa kalder måske sig selv "lille", men i det øjeblik jeg trykkede på den søde, søde gratis abonnementsknap, begyndte min pik at vokse, som om den lige havde opdaget fotosyntesen. Jeg sværger ved Gud, at denne tynde minx har forhekset en pikforstørrelse med intet andet end et veltimet foto og en g-streng, der er trukket for højt op. Hun kommer ikke ind med de sædvanlige tordenlår eller de titaniske røvbølger, som man finder i porno med store bagdele - nej. Lunaa er mere som en finstregsskitse af snavs. Minimale kurver, lette rystelser, men formår stadig at ligne et omvandrende sexhaiku. Og den røv? Lad mig slet ikke komme i gang. Hendes røv i hvide trusser er et fucking monument over onani. En skulptur af luderagtig perfektion, tætpakket og tigger om opmærksomhed, som om den lige har fået sin egen OnlyFans-konto.
Det, der får det til at ramme hårdere, er hendes filmiske øje. Vi taler ikke om dovne nøgenbilleder med dårlig belysning og halvdøde blikke. Denne kælling iscenesætter sit snavs, som om hun laver liderlige A24-film. Vinkler. Belysning. Følelser. Nip slips med vilje. Hun kan kunsten at pirre bedre end halvdelen af de kællinger, der tager 50 dollars for et 3-sekunders brystblink. Jeg ved ikke, hvilken slags linse hun bruger, eller om hun har solgt sin sjæl til pornoguderne for den æstetik, men jeg er hooked. Hvert billede ser ud, som om det burde hænge i Louvres hemmelige "beat-it"-kælder. Man scroller igennem, og det er bare billede efter billede af hende, der læner sig, bøjer sig, bøjer sig - det ene bedre end det andet. Og så BAM, en brystvorte. Bare én, der tilfældigt kigger ud, som om den ejer stedet. Hun har en mastergrad i edging, og hun bruger den til at ødelægge mig følelsesmæssigt.
Hun overdriver heller ikke. Hun propper ikke ti filtre ind i en ramme. Der er en nedbarberet ærlighed i hendes billeder. Det føles råt. Ægte. Som om hun er typen, der langsomt ødelægger dit liv, et lille billede ad gangen, indtil du spiller den af på arbejdet og lader, som om du bare er "vild med regneark". Der er ikke noget sludder, ikke noget kaos - bare fokuseret, veloplyst fristelse fra en pige, der forstår sine vinkler bedre end en arkitektstuderende på Adderall. Det er ikke bare indhold - det er liderligt håndværk.
DM'erne er åbne, og det er mit hjerte også
Lad os nu tale om interaktion, for denne lille dæmon annoncerer sig selv som "altid online" og klar til at sms'e, indtil du er flad og drænet. Og ja, jeg bed på krogen. Jeg mener, hvad skulle jeg gøre? Ikke sende en besked til den 18-årige online-flirtprinsesse, der ser ud, som om hun vil stjæle min sjæl gennem en selfie? Jeg beder dig. Jeg klikkede på "Besked" så hurtigt, at jeg tror, min skærm knækkede. Og til min overraskelse var det ikke et øjeblikkeligt luder-mode. Lunaa kan lide at spille det lange spil. Hun spurgte, hvad jeg hed, hvad jeg kunne lide, fik mig til at føle mig som en person, før hun forvandlede mig til en spermfabrik. Det er respekt. Det er finesse.
Den måde, hun sender beskeder på? Glat. Det her er Tinder på baby-mode med premium-fisse på målstregen. Du behøver ikke at klæde dig ud, tage hende med ud eller lade som om, du er interesseret i hendes kats navn. I chatter bare, deler et par hobbyer, og pludselig flirter hun tilbage, som om hun har ventet på din pik hele sit liv. Det er forførende. Det er personligt. Det er farligt vanedannende. Jeg følte, at jeg var i gymnasiet igen og sms'ede til en lækker pige og bad til, at hun ville sende en brystvorte inden sengetid. Bortset fra at denne gang er det lovligt, det er online, og hun er skidegod til det.
Men lad os ikke narre os selv. OnlyFans er et forbandet pengespil, og selv denne slanke engel deler ikke fissebilleder ud som velgørenhed. Når samtalen bliver varm, sniger mersalget sig ind. "Vil du se mere?" spinder hun. Og du ved allerede, at svaret er ja. Du er født til at se mere. Men at se mere koster mere. Hver eneste nøgenbillede, hvert eneste skræddersyede klip, hver eneste personlige video har et prisskilt, der hænger som lingeri i et indkøbscenter. Og jeg betalte. Selvfølgelig betalte jeg. For når hun ser på mig med de øjne og siger: "Du har været sådan en god dreng," så vil jeg ruinere mig selv for hendes anerkendelse.
Pay-Per-View Blues og mareridt om hurtige nødder
Nu er det her, at eventyret mister lidt af sin magi - pay-per-view-fængslet. Lunaa har et feed, javist, men hvis du vil have den fulde front, den spredte røv, den sjuskede suttefantasi? Det er alt sammen bag et prisskilt. Fem dollars. Tretten dollars. Nogle gange mere, andre gange mindre. Og ja, det er standard for spillet, men her er den del, der pisser mig af: Halvdelen af disse videoer er kortere end min vilje til at leve. Jeg taler om 6 til 30 sekunder. Hvad fanden skal jeg gøre med 13 sekunder? Græde og være nervøs?
Det kan man ikke bygge noget på. Der er ingen historie, ingen opbygning. Det er bare "Hey, her er min røv - farvel". Som et drive-by skyderi, men med fisse. Jeg har brug for kontekst, rytme, en skide rejse. Giv mig to minutter. Giv mig stønnen. Giv mig den langsomme panorering af en tøs, der varmer sig op til en pik, hun aldrig kommer til at møde. Lad være med bare at blæse mig et 10-sekunders brystflash og kalde det en dag. Det er ikke porno. Det er en fælde. Og jeg faldt lige i den som en liderlig idiot med mere håb end fornuft.
Hør, jeg forstår det godt. Hun er lækker. Hun er sød. Hun sms'er mig, som om hun vil kneppe. Men nogle gange vil jeg bare rive den af uden smalltalk. Jeg vil have pornoen, ikke pennevennen. Jeg vil åbne appen, klikke på et link og blive ramt af fuld frontal galskab, som om den skylder mig husleje. Jeg gider ikke flirte i 20 minutter bare for at få en 7-sekunders booby bounce. På det tidspunkt kunne jeg lige så godt se min eks' gamle Snapchats og græde mig selv i søvn.
Frit lejde ... indtil det ikke er det
Så lad os få én ting på det rene - Lunaas side er gratis at abonnere på, og det alene gør den værd at klikke på. Du smider ikke en eneste cent bare for at se, hvilke syndige fotoserier hun sender ud, og helt ærligt er det en velsignelse i bunken af overpris OnlyFans madding. Hun fanger dig som en sirene med blød stemme - fri for drillerier, åbne DM'er og en række flirtbeskeder, der føles lidt for virkelige. Stemningen er solid, tempoet er behageligt, og du tænker "hey, måske er hende her anderledes." Og et øjeblik er hun det. Du sms'er. Du er liderlig. Du griner som en idiot med et crush. Livet er godt.
Men så kommer det hårde stop. Den der væg. Den klassiske OnlyFans-stil "Vil du se mere? " efterfulgt af en besked, der smækker et prisskilt på $12 på et 13-sekunders klip. Og pludselig er man ikke så afslappet. Tolv skide dollars for at se sine bryster ryste? For den pris kunne jeg melde mig ind i et pornonetværk, drukne mig i HD-fisse i en hel måned og stadig have penge til overs til at købe et håndklæde. Forstår du, hvad jeg mener? Det her er ikke et luksusrunk. Det er budgetbevidst onani. Og hvis du fortæller mig, at jeg skal betale overpris for smuds i Vine-længde? Min pik vil organisere sig og forlade jobbet.
Misforstå mig ikke. Jeg forstår det godt. Nogle af jer derude lever for den forbindelse. I vil gerne forkæle jeres digitale waifu. I vil gerne føle, at I "støtter hendes kunst" eller "finansierer hendes arbejde", eller hvad vi nu finder på af lorteundskyldninger for at få vores simping til at føles ædelt. Og jeg er her ikke for at dømme. Hvis det at give 12 dollars for et halvt minut, hvor Lunaa krummer ryggen, giver dig den der varme, prikkende "hun lagde mærke til mig"-følelse, så gør det. Brug penge. Forkæl. Simp dit fucking hjerte ud. Det er hele økosystemet, ikke? Nogle fyre betaler, og resten af os svæver rundt på det gratis foder som perverse duer og håber på en smule brystvorte.
