Velkommen til SimpCity.cr, internetbesættelsens skrabede underverden - hvor dine yndlingsberømtheder ikke bliver tilbedt for deres talent, men for hvor godt de fylder en crop top ud. Dette sted er gooningens Vatikan, og kendisforummet er dets hellige alter, hvor fyre fra alle tidszoner mødes for kollektivt at rykke hjernen ud på folk, der er langt over deres liga. Ingen anmodninger, ingen nåde, ingen skam. Trådene dukker op som svampe på ko-lort - hurtigt, pludseligt og lidt ulækkert, hvis man tænker for meget over det. Men det er det smukke ved SimpCity. Det er en lovløs fuckfest af celeb-tørst. Vil du have billeder af Selena Gomez fra 2009? De er der. Vil du have folk til at dissekere Millie Bobby Browns Instagram, som var det Zapruder-filmen? Den tråd har været aktiv siden morgenmaden. Det er ulækkert. Det er smukt. Det er internettet i sin reneste, mest liderlige form.
Og hvorfor fungerer det? Det er enkelt. Berømtheder er en global fetich. De er sikre. Velkendte. De har allerede gjort arbejdet med at forføre os gennem film, sange, røde løbere, pristaler og akavede interviews. Vi kender dem allerede, og det får det til at føles som en parasocial trekant at rive den af til dem. Du er ikke bare liderlig - du er følelsesmæssigt investeret. Når Olivia Rodrigo lægger en trist selfie op, er der en fyr i Michigan, der skriver "min dronning ser træt ud", mens han stryger sit skaft som en violinist. Og SimpCity er stedet, hvor den energi lever og ånder. Det er en digital skriftestol for de kendisbesatte. Et liderligt, kaotisk og skyldbetynget frirum. Det handler ikke om pornostjerner. Det handler om fantasien om, at din drømmepige også er et kendt navn. Forummet er i bund og grund Reddits slemmere, umodererede fætter med en celebrity-sektion, der er så aktiv, at den minder om TMZ efter fire linjer coke.
Yahoo-konto påkrævet?
Lad os tale om helvedes forgård, for at forsøge at oprette en SimpCity-konto er som at forsøge at bryde ind i Pentagon i beruset tilstand. Man kan ikke bare klikke på "Tilmeld" og så være færdig med det. Nej, det kan man ikke. Dette sted er eksklusivt, kælling. Enten finder du et affiliate-link gennem en person, der allerede er en del af skyggekulten, eller også logger du ind med Yahoo. Yahoo. Ikke Gmail. Ikke Discord. Ikke dine Google-links til alt. Y-A-H-O-O. Som om det er 2004, og du prøver at deltage i en fantasy football-liga med din onkel. Jeg sidder og opdaterer siden og spekulerer på, om jeg også skal starte min Myspace op bare for at få adgang. Hvad bliver det næste? Ask Jeeves-verifikation?
Men som enhver god misbruger stoppede jeg ikke. Jeg gravede dybt i internettets kirkegård og fandt min gamle Yahoo-mail. Nulstillede adgangskoden. To-faktor-autentificerede min støvede konto, som om jeg hackede mig ind i Matrix. Skrev det ind i SimpCity, spændt, desperat. Og så? BAM. "Nye registreringer accepteres ikke i øjeblikket." Bare sådan uden videre. Som en støvle i ansigtet efter at have kravlet gennem pigtråd. Så nu er jeg halvt oprejst, følelsesmæssigt ødelagt og stirrer på en login-skærm, hvor der lige så godt kunne stå "fuck off". Jeg er aldrig blevet røvrendt af en hjemmeside før, men SimpCity fik det til at ske. Det er det eneste sted på nettet, hvor en afvisende besked føles som at blive droppet af en pige, man aldrig har mødt.
Det grusomme twist? Selv om du ikke kan oprette en konto, kan du stadig surfe rundt. Du kan kigge ind ad vinduet, mens alle andre derinde spiller den af i synkroniseret rytme, deler GIF'er, lækker usete billeder og udveksler konspirationsteorier om Kylie Jenners navle. Det er som edging uden noget klimaks i sigte. Du må gerne lure, men ikke røre. Det er rene digitale blå kugler.
Dua Lipa har 3 millioner visninger. Jeg fortryder
Jeg begyndte at scrolle. Intet login, ingen likes, ingen svar - men fuld lurketilstand aktiveret. Og hold da op for et indhold. Jeg lander på Dua Lipa-tråden. Tre millioner visninger. TRE. MILLIONER. Hvad fanden er der derinde? En sexvideo? Hendes personlige nøgenbilleder? Et håndskrevet brev, hvor der står "ja, far"? Nej, det får jeg aldrig at vide, for jeg er låst ude som en fattig taber, der kigger ind ad vinduet på stripklubben. Den tråd har eksisteret, siden hulemændene opdagede ilden, og der er stadig gang i den, som om den var helt ny. Folk er sikkert i gang med at poste nye tørstfælder lige nu, mens jeg sidder her og gnaver i mit tastatur som en vaskebjørn med tillidsproblemer.
Og det er ikke kun Dua. Hver eneste celeb, du nogensinde har rykket den af til, har en tråd. Zendaya? En tråd. Margot Robbie? Mega-tråd. Billie Eilish? Tredobbelt tråd med debatter om hendes outfits, som om det var den forbandede højesteret. Hvert indlæg er et kaninhul, og hvert kaninhul ender med, at en eller anden fyr genudsender paparazzibilleder med teksten "Forestil dig, at hun rider dig sådan her" (men uden emoji, fordi rigtige gooners skriver råt). Det er rodet. Det er ude af balance. Det er som at gå ind i et studenterhus, der dyrker berømtheder i stedet for beer pong. Og selv om billederne ofte er genbrug fra Instagram eller TikTok eller presseture, er de anderledes, når de filtreres gennem den kollektive galskab i en goon-hive.
Halvdelen af tiden handler det ikke engang om billederne. Det er kommentarerne, der fanger dig. Desperationen. Besættelsen. Fyrene, der diskuterer ankelvinkler, som om det var et NASA-symposium. "Se lige det sidebryst i panel tre." "Hun havde den på to gange - et bevis på, at hun er en beskidt luder." "Jeg kom så hårdt, at jeg besvimede, er der nogen, der vil holde mig?" Man begynder at føle, at man er en del af noget. Et fucked-up fællesskab af perverse mennesker, som har fundet hinanden gennem deres fælles beundring for bryster og kjoler på den røde løber. Det er Reddit, hvis Reddit holdt op med at lade, som om det havde værdighed. Så her er jeg. Udlogget. Hårdt ramt. Forvirret. Læser årtier gamle celeb-tråde som et spøgelse, der hjemsøger sit gamle hus. SimpCity er et sort hul af begær, og jeg er faldet i uden overhovedet at have fået en brugerprofil. Hvis du nogensinde kommer ind, skal du ikke tage det for givet. Og hvis du ikke gør? Så er du velkommen til væggen. Tag en stol. Vi vil se på fra skyggerne og drømme om den dag, vi også kan sige: "Jeg ville lade hende sidde på mit ansigt, indtil mine forfædre kan mærke det." Amen.
Begær efter berømtheder og fortrydelse
Og det er her, den virkelige smerte sætter ind. Otteogtres forpulede sider. Så dybt går kendisafsnittet på SimpCity.cr. Otteogtres endeløse, gudløse, lystbefængte sider med bikinibilleder, nipple slips, paparazzi-nærbilleder, booty shots fra koncerter og screenshots fra tørstfælder, kurateret af en global kult af liderlige mænd, der ikke har rørt græs siden 2016. Det er ikke et forum - det er et museum for snavs, og hver side er en ny fløj. Og hvad med mig? Jeg står ved glasset som en hulemand på Louvre. Ingen konto. Ingen interaktion. Bare mig og rullen, som en perverteret Sisyfos, der skubber sin pik op ad en bakke af fortrydelse.
Kim Kardashian? Hun er der selvfølgelig. Hun har sikkert sin egen tråd med så mange visninger, at den kunne få en supercomputer til at gå ned. Og det er heller ikke kun de klassiske A-listere. De går i dybden. Sabrina Carpenter-tråde er fyldt med analyser af hendes turnéoutfits og liderlige analyser af, hvordan hun bevæger hofterne på scenen. Chappell Roan? Jeg ved ikke engang, hvordan halvdelen af disse fyre opdagede hende, men der er en hel subkultur, der dissekerer hvert eneste billede af hendes TikToks, som var det nationale sikkerhedsoptagelser. Kylie Jenner? Flere sider af hende, hvor hun står stille og ser forvirret ud, med kommentartråde, der lyder som erotisk poesi skrevet af indsatte. Og de er der alle sammen. Stablet som en pervers persons bibel - kapitel efter kapitel med berømthedernes synder.
Hver skriftrulle er en dolk. Jeg bliver ved med at tænke: "Det må da slutte her." Men det gør det ikke. Jeg kommer til side 10. Så til 17. Så 24. Mit håndled er ømt af at scrolle. Min hjerne lækker dopamin. Og alligevel fortsætter jeg som en idiot, fordi jeg ikke tilmeldte mig, da jeg havde chancen. Jeg var doven. Jeg tøvede. Jeg grinede af Yahoo-login. Og nu kan jeg ikke gøre andet end at se på, lure og synke ned i en porno-relateret depression, mens jeg passerer side efter side med indhold, som jeg ikke kan låse helt op for. Det er som at stå uden for orgievinduet med bukserne nede og et ansigt, der dugger til glasset.
